Første bind i dette tobindsværk har undertitlen ”Fællessang og skolesang. 1800-1914”, og andet bind, ”Én sangkultur – flere sangkulturer. 1900 og frem til vor tid” er planlagt til udgivelse næste år. Bind 1 er skrevet af sanghistoriker Kirsten Sass Bak og har desuden bidrag af Charlotte Rørdam Larsen og Bertel Nygaard. Her beskrives i første omgang, hvordan fællessangen kom til at spille en helt særlig rolle i forbindelse med folkestyrets opståen og udvikling i 1800-tallet.
Desuden punkterer bogen forskellige sejlivede myter, blandt andet at man i Grundtvigs menighed i Vartov Kirke skal have sunget præstens nyskrevne salmetekster på folkelige melodier som I en kælder sort som kul.
Bogen beskæftiger sig grundigt med ”den borgerlige klubsang”, med den grundtvigske højskolesang, med skolesangen og med arbejdersangen, forskellige strømninger som først i 1900-tallet løb sammen i én dansk sangskat, hvor Højskolesangbogen løb med sejren – efter et enormt antal forskellige sangbøger i 1800-tallet.
I internetmediet Kirke.dk har teolog og hymnolog Kristoffer Garne anmeldt Sang og vise i Danmark 1. Han ville ønske, at bogen beskæftigede sig mere med forbindelser mellem tidens salmebøger og sangbøger, eftersom salmebøgerne fra netop dén periode, bogen omhandler, bærer præg af også at være til brug uden for kirken. Han mener dog, at bogen er ”vigtig læsning i en tid, hvor folkekirken er ved at forhandle og afprøve grænserne for, hvad der kan synges i kirkerummet”:
”Fællessang er en dynamisk størrelse (…), men et vist repertoire af det bedste og/eller mest brugte er alligevel fælles og overlever også gennem generationerne – både med og imod skiftende smagsdommere og sangbogsredaktørers intentioner. (…) Alle med interesse for sangkultur og sangpraksis [kan] med dette nye standardværk blive meget klogere på fællessangens historiske udtryksformer. Hermed kastes der også lys over baggrunden for situationen i dag, hvor den er trængt helt ind i kirkens gudstjenester – noget, som i de kommende år sikkert fortsat vil blive mindst lige så heftigt diskuteret, som man engang diskuterede, om der overhovedet skulle stå salmer i Højskolesangbogen,” skriver Kristoffer Garne.
Del:
Flere omtaler af udgivelser
Ved Filip Graugaard Esmarch, redaktør
I bogens praksisafsnit er der blandt meget andet et bidrag fra sognepræst og salmedigter Christiane Gammeltoft-Hansen med overskriften ”Sang er godt i sig selv, men sang er også godt for noget. Om korsangens og fællessangens sociale betydning”. Der er også kapitler om ”Natkirken som rummelig social praksis”, ”En kirke for børn. Muligheder blandt ’de mindste små’” og ”Diakonale fællesskaber med mennesker med demens”.
Erik Kolind har tidligere gjort sig bemærket som komponist med blandt andet 4 korsange til Kyndelmisse (Mixtur 2024), men han har nu etableret sit eget forlag (Forlaget Krogager), hvorpå han blandt andet har udgivet tre hæfter af særlig kirkelig interesse med værker komponeret over de senere år: ud over Påskevigilie og Responsorier også en pompøs Intrada for trompet, orgel & pauker (ad libitum) komponeret til bispevielsen i Roskilde i 2022. Komponisten beskriver overordnet sin stil som ”et velkendt tonesprog med gode melodier”.
