Tre år efter Ole Brinths pensionering fra stillingen som rektor for Sjællands Kirkemusikskole er han klar til at vise, hvad han i mellemtiden har bedrevet. Han har – med Kristoffer Garnes ord i en boganmeldelse på Kirke.dk – ”gennempløjet alle gudstjenesteordninger og bøger med liturgisk musik fra de sidste 500 år”, hvilket sætter ham i stand til at formidle et overblik over ”den liturgiske musiks udvikling – både overordnet og for de enkelte gudstjeneste-leds vedkommende”.

Men Liturgi og musik er i høj grad også en praksisorienteret bog og henvender sig (ifølge bagsideteksten) til alle med interesse for højmessen og højmessens musik. Kristoffer Garne skriver, at bogen ”emmer af opsparet erfaring om ledelse og ledsagelse af musikken i menighedens gudstjeneste”, at den er ”et fund for den liturgi- og musikhistorisk interesserede læser” og at den vil være ”et vigtigt reference- og opslagsværk for de kommende generationer og kan som sådan anbefales til alle præster og kirkemusikere”.

Genre versus stil
Bogen handler om den musikalske fremførelse af de liturgiske led og overlader det således til andre bøger at beskæftige sig med salmer, bortset fra dem med en specifik liturgisk funktion. Den kommer heller ikke meget ind på det solistiske orgelspil. I bogens indledning og første hoveddel er der dog en række betragtninger om musikken i gudstjenesten som helhed. Ole Brinth skelner tydeligt mellem kirkemusik som henholdsvis genre og stil.

”Kirkemusik som genre spænder således – i lighed med alle andre musikalske genrer – over en righoldig vifte af stilistiske udtryk, og på den baggrund må begrebet ’kirkestil’, der ses hos blandt andre Thomas Laub, nødvendigvis være til diskussion,” skriver han og uddyber, hvordan den Laubske terminologi har være årsag til mange misforståelser.

Som afslutning på bogens første hoveddel følger nogle sider af stor interesse for gudstjenestens praktiske udøvere: afsnit om fem liturgisk-musikalske værktøjer: tempo, rytme, betoninger/tyngdepunkter, pauser og fylde, og derefter et afsnit generelt om ”ledelse, musikalsk ledelse og musikalsk ledsagelse”.

Undervejs i bogen undlader Ole Brinth ikke at give sin holdning til kende om god liturgisk-musikalsk praksis, hvilket også kommer til udtryk i det fyldige uddrag fra bogens anden hoveddel, vi bringer på de kommende sider. Her behandler han liturgiens fire aktører, henholdsvis menigheden, præsten, organisten og kirkesangen/koret. Der veksles mellem afsnit om nutidig praksis og afsnit med ”historiske rids” (under deloverskrifter markeret med kursiv), hvor nutiden sættes i perspektiv via iagttagelser af de efterreformatoriske gudstjenesteordninger og fremefter.

Nye opdagelser
Bogens anden halvdel udgøres af en hoveddel om højmessens liturgisk-musikalske led samt en 30 siders udstyr i form af oversigter og litteraturliste. I denne hoveddel gennemgår Ole Brinth relevante aspekter ved den liturgisk-musikalske gudstjenestepraksis led for led: hilsen, kollekt, læsning osv. Også her suppleres med historiske rids.

Kristoffer Garne skriver i anmeldelsen på Kirke.dk: ”Brinth samler den eksisterende viden i en opdateret fremstilling, men har også fundet nye kilder frem og opdaget nye sammenhænge. Blandt andet tegner han et nyt og meget spændende billede af, hvordan den apostolske trosbekendelse kom i brug og blev sat i musik fra anden halvdel af 1800-tallet og frem – langt ud over de grundtvigske kredse, der ellers normalt tilskrives den fortjeneste at have bragt trosbekendelsen i liturgisk anvendelse”.

Savner man nodeeksempler, er det fordi, der er truffet et valg om i stedet at anbringe noderne på den ledsagende hjemmeside: liturgimusik.dk. Med dén har Ole Brinth skabt en væsentlig online-ressource. Ud over de historiske nodekilder til nuværende og tidligere musikalske iklædninger af de enkelte led er der også en omfattende samling af kronologisk ordnede links til de historiske udgivelser, som i mange tilfælde foreligger i digitaliseret form via Det Kgl. Bibliotek.

Læs et uddrag af bogen her