01.03.2026 | Omtale, salmer & sang

Salmedigter og tidligere præst ved Skovlunde Kirke Niels Johansen er blandt andet kendt for Og Gud sang (Højskolesangbogen) og Når jord og himmel mødes (100 salmer). Sidstnævnte har melodi af Werner Knudsen, som er repræsenteret med en del flere i den nye store (op)samling af Niels Johansen-salmer. Der er også sange og digte, så udgivelsen har fået undertitlen ”en poesibog”.

De fleste af dens mere end 100 salmer er forsynet med nye melodier. Her er der bidrag fra blandt andre Erling Lindgren, Erik Sommer, Caroline Borello Lerche, Erik Hildebrandt-Nielsen – og især Werner Knudsen, Jesper Gottlieb, Willy Egmose. Kristoffer Garne skriver i en anmeldelse på Kirke.dk, at Johansen og Knudsen er ”et digter-komponist-par, der fungerer godt sammen, mens de mange melodier af [Egmose og Gottlieb] i sig selv er udmærkede, men måske passer mindre godt til det lette og enkle tonesprog i Johansens tekster”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld vurderer Garne, at salmen om Himmerigets mælkebøtte ”med Erling Lindgrens enkle, men ikke af den grund banale, melodi i C-dur godt kunne blive en moderne klassiker”. Garne mener dog ikke, at kvalitetsniveauet er konsistent og karakteriserer overordnet udgivelsen som ”en lidt for broget samling til rigtig at overbevise i sig selv, selvom der er fine poetiske blomster, sangbare toner og teologiske frøkorn undervejs”.

Blandt salmernes temaer er: morgen og aften, årstider, højtider, bibelhistorie, bysalmer, dåb, nadver og konfirmation, døden og det evige liv. I forlagsomtalen skriver professor emeritus Kirsten Nielsen sammenfattende om indholdet af Som spirende paradisfrø, at ”det er evangelisk tale i et poetisk sprog, som på samme tid er enkelt og dybt”.

Del:

Flere omtaler af udgivelser

Ved Filip Graugaard Esmarch, redaktør

Medier:
01.03.2026 | bøger

En antologi om socialt-etisk arbejde i folkekirken, Københavns Stift, målrettet alle ansatte og frivillige i folkekirken, der på en eller anden måde har socialt arbejde som interessefelt. Bogen er inddelt i henholdsvis ”social-etiske overvejelser” (med bidrag fra bl.a. nogle af bogens redaktører: Ingeborg Ilkjær, Eva Skærbæk og Kristine Kaaber Pors), ”praksis” (med hele 14 forskellige vinkler i hvert sit kapitel) og ”teori og refleksion” (med bidrag fra bl.a. Margrete Auken, Christian Hjortkjær og Jørn Henrik Petersen).

01.03.2026 | orgelnoder

31 let spilbare julestykker, som alle kan realiseres på et orgel uden pedal, dels i form af stykker fra barokken frem til romantikken og dels redaktørens egne udsættelser af traditionelle melodier. Her er musik af J.S. Bach, Telemann, Pachelbel, Gounod, Lefébury-Wély og mange andre.

01.03.2026 | orgelnoder

Denne samling af ti stykker med titler som Beguine, Polka-Galopp og Tango introducerer ifølge forlagsomtalen lethed og livsglæde til kirken, og de ”fortryllende melodier og harmoniske raffinementer garanterer ikke kun spilleglæden, men også et forbløffet og henrykt publikum”. De fleste af stykkerne kræver et pedal, men sværhedsgraden er højst middel. Komponisten er organist og korleder i den katolske kirke i Köln-området.

01.03.2026 | bøger

Denne bog formidler viden om undervisning i nodelæsning gennem rytmisk og kropsbaseret læring. Det sker i form af både teori og et stort antal øvelser. Bogen har en bred målgruppe, og den ”formidler værktøjer og arbejdsmetoder til forskellige situationer, forskellige formål og forskellige niveauer”. Eva Nivbrant Wedin er professor i rytmik ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm, og den nye bog lægger sig op ad hendes bog om rytmemetodik, Spela med hela kroppen (Gehrmans Musikförlag 2012).

01.03.2026 | kornoder

Liturgisk vekselsang for SSA og solist, som har været anvendt ved kirkelige handlinger i Roskilde Domkirke. Tekststoffet er dels Kyrie (Herre, forbarm dig …) og doksologien (”Ære være faderen …”) og dels bidder fra Davidssalmer traditionelt brugt i tidebønner.